Hårpleje | Stresset hår

Sådan forebygger du spaltede hårspidser

Det spidser til for de spaltede spidser! Vi forklarer, hvordan spaltede spidser opstår, hvad du skal stille op med dem, og hvad du kan gøre for at forebygge dem.

Det er især spidserne på længere hår, der risikerer at blive spaltet i to, fordi de udsættes for megen friktion. Spaltede hårspidser er ikke kun et rent æstetisk problem, men også et symptom på overbehandlet og skadet hår.

Der kan være mange årsager til spaltede spidser, f.eks. brugen af hårprodukter, som ikke egner sig til dit hår, mekanisk stress på grund af friktion (hårets kontakt med tekstiler), for voldsom frisering eller børstning eller manglende beskyttelse mod overdreven varme (brug af føntørrer eller krøllejern ved meget høje temperaturer). Under disse betingelser er det næsten umuligt at undgå spaltede spidser, og specielt hvis hårspidserne sjældent bliver klippet. 

Midler mod spaltede hårspidser

Når først spaltede hårspidser begynder at vise sig, kan det være et problem, der er svært at slippe af med. Heldigvis er det nemt at forebygge spaltede spidser. Regelmæssig behandling med serum og flydende produkter til din specifikke hårtype er løsningen. 

De redskaber, du bruger til styling af dit hår, spiller også en vigtig rolle. Anvend altid kamme og børster af højeste kvalitet, der er fremstillet i ét stykke uden samlinger, såsom savskårne hornkamme og børster med naturlige børstehår. 

Opvarmede stylingredskaber (føntørrer og hjælpemidler til styling) bør have justerbare varmeindstillinger og kun anvendes ved lave temperaturer.

Håret og dets spidser er specielt følsomt i våd tilstand. Du skal derfor være forsigtig, når du tørrer håret. Bruger du f.eks. et håndklæde, er det bedre at duppe håret tørt frem for at anvende voldsom kraft.

Det er ret nemt at forhindre hårspidserne i at blive spaltede. Men når først de spaltede spidser dukker op, er de svære at gøre noget ved. Særlige flydende produkter til hårspidserne kan "klistre" dem sammen igen, så du kan udsætte klipningen for en stund. Hvis du oplever et alvorligt tilfælde af spaltede spidser, kan en klipning dog være den eneste udvej. Som en generel regel kan man sige, at regelmæssig klipning af hårspidserne forebygger spaltede spidser.

Forebyggelse af spaltede hårspidser med hårkur, serum og olie

Hårproblemer som spaltede spidser kan forebygges eller afhjælpes ved hjælp af shampooer, hårskyllemidler, olier og hårkure, der er beregnet til at forebygge eller behandle problemet. Hårplejeprodukter, der virker fugtgivende og nærende, kan gøre meget i forhold til at beskytte håret og forebygge skadet hår. Ingredienser, der virkelig arbejder i dybden, forsegler hårspidserne og forhindrer dermed yderligere spaltning.