kate-bosworth-plaits-instruction
Styling | Flettet hår

Vejledning til styling af Kate Bosworths malkepigefletning

Som en både dygtig skuespillerinde og klog forretningskvinde må Kate Bosworth siges at være et stilfuldt forbillede. Hun viser os sin kreative og kunstneriske side ved at genopfinde den klassiske malkepigefletning. Vi forklarer, hvordan du væver adskillige flettede elementer ind i hinanden, således at de bliver til den smukke malkepigefletning båret af Kate Bosworth.

Kate Bosworth er helt klar over, hvordan hun fremhæver sin skønhed og forretningssans på samme tid. Når hun ikke optræder foran kameraet, har hun travlt med at lægge sidste hånd på sin mode-app "Style Thief". Den nye app viser, hvor dygtig hun er. Hun løftede sløret for det finpudsede produkt i Hollywood i rollen som både designer og modeikon. Vi kunne slet ikke stå for hendes udgave af malkepigefletningen bestående af adskillige flettede elementer. Alle detaljer tæller, når det kommer til teknologi i apps, men selvfølgelig også når det gælder mode og hårstyling. 

Kate Bosworth forstod at sætte spot på sin udgave af malkepigefletningen. Læs videre, og find ud af, hvordan du væver din helt egen udgave af denne skønne frisure.

Genskab Kate Bosworths malkepigefletning helt enkelt, trin for trin

Trin 1 

Anvend volumenspray i dit hår for øget volumen og elasticitet. Det vil også gøre dit hår nemmere at arbejde med.

Trin 2

Lav en skilning langt nede i den ene side, og del håret endnu en gang ved den bageste del af skilningen, så du får en separat kraftig hårlok på toppen af hovedet. Begynd ved sideskilningen, og brug den separate hårlok til at gå i gang med en "halvåben" fransk fletning hen over panden til den modsatte side af skilningen. Når fletningen er i højde med øret, skal du fortsætte med at flette ned langs hårgrænsen. 

(Med "halvåben" mener vi, at der kun tilføres hårlokker til hver løkke i fletningen fra forsiden. Dette fastgør fletningen ved hårgrænsen. Der tilføres ikke noget hår til fletningen fra bagsiden).

Fortsæt med en almindelig fletning ned til hårspidserne, og fiksér fletningen med et hårelastik. Lad den almindelige fletning hænge løst ned. Senere vikler vi den omkring hovedet og fastgør den.

Trin 3

Tag nu endnu en hårlok lige over den franske fletnings udgangspunkt, og flet den. Denne hårlok flettes helt almindeligt. Fiksér enden af fletningen med et tyndt hårelastik. Denne fletning kan foreløbigt også bare hænge løst ned. 

Trin 4

Tag en tredje hårlok fra toppen af hovedet eller tæt herpå, og lav en almindelig fletning. Sørg for, at denne fletning kommer til at ligge parallelt med de to andre fletninger, og fiksér hårlokken ved hjælp af hårnåle.

Trin 5

Brug hårnåle til at fastgøre fletning nummer to (fra trin 3) langs hårgrænsen. 

Trin 6

Fastgør den tredje fletning på samme måde som den anden fletning. 

Alle tre fletninger er nu sat fast langs hårgrænsen.

Trin 7

Tag nu det tilbageværende hår i siden under skilningen, og flet det om i nakken. Fiksér enden af fletningen ved hjælp af et tyndt hårelastik, og fastgør fletningen med hårnåle. 

Trin 8

Brug dine fingre til at løsne fletningerne. Anvend til sidst en smule hårspray. 

Kate Bosworth – Selvsikker, intelligent og fuldstændig stilbevidst

Kate Bosworth hedder oprindeligt Catherine Ann Bosworth. Hendes skuespilkarriere begyndte efter et tilfældigt møde med Robert Redford. På det tidspunkt var Robert Redford i gang med at besætte rollerne til filmen "Hestehviskeren". I forbindelse med sin søgen efter en pige, der var god til at ride, endte han i Kates rideklub. Den 14-årige Catherine Ann var ikke specielt interesseret i rollen, men gik alligevel til audition. Interesseret eller ej, så blev Kate valgt til den mindre rolle som Judith i filmen. Hun leverede en imponerende præstation, som gav hende meget opmærksomhed. Alligevel besluttede hun sig for at gøre skolen færdig, inden hun påbegyndte sin strålende skuespilkarriere. Hun har blandt andet medvirket i filmene "Blue Crush", "Superman Returns" og "21".

Sådan får du Kate Bosworths malkepigefletning
© Getty Images

Sådan ser en veletableret skuespillerinde ud – Kate Bosworth, afslappet, fræk eller elegant.

Ud over at passe sin skuespilkarriere interesserer Kate Bosworth sig også for mode og stil. Hendes forkærlighed for afslappet mode og hår gjorde hende hurtigt til et stilikon. 

Det bølgede hår (til venstre) er Kate Bosworths foretrukne frisure. Bølgerne får hendes fine hår til at se mere fyldigt ud. Hun er også glad for den lidt frækkere frisure på det midterste billede. Hendes diskrete makeup i nude-farver fuldender looket. Den glatte hestehale (til højre) og dens enkle elegance fremhæver hendes smukke ansigt.