simple-hairstyles
Styling | Tips og tricks

Enkle frisurer på den nemme måde

Smarte, men samtidigt helt enkle, frisurer er løsningen, når der er begrænset tid til omfattende styling af håret, uanset om du er på farten eller skal være hurtigt færdig om morgenen. Men enkelt behøver selvfølgelig ikke at være lig med kedeligt. Vi viser enkle frisurer med stor tiltrækningskraft.

For de fleste af os er det en del af hverdagsrutinen at gøre sig klar til dagens begivenheder. Derfor bliver styling af håret ofte noget, der hurtigt skal overstås, frem for et større kunstværk. Vi har alle sammen dage, hvor det er helt umuligt at finde noget i skabet at tage på, samtidig med at tiden løber og børnene er ved at komme for sent i skole. Hvis du rejser meget, kommer styling af håret ofte i anden række i forhold til at nå flyet videre eller den næste bus. For mange sofistikerede kvinder er enkle frisurer rent faktisk en del af deres personlige stil. Disse frisurer kan være elegante, cool, trendy eller kreative. Vi viser dig fire frisurer med fire stylingtrin, som vil få folk til at vende sig om efter dig, uanset hvor lidt tid du har brugt på at sætte dem.

Enkle frisurer: Kate Bosworths hestehale

Einfache Frisuren
© Getty Images

Kate Bosworth ses tit med hestehale, uanset hvor hun skal hen. En hestehale kan redde dagen, når der ikke er tid til mere tidskrævende styling af håret. Heldigvis har de mange udgaver af denne frisure en tidløs skønhed. Skuespillerinden Kate Bosworth bærer en lavtsiddende hestehale. Hun har viklet en hårlok rundt om den øverste del af hestehalen for at gøre frisuren mere interessant og sofistikeret.

Kate Bosworth har viklet en hårlok rundt om den øverste del af sin hestehale. Dette skaber en enkel, men smuk, detalje.

Vejledning: Hestehalen

1. Lav en sideskilning, og red håret lige tilbage.

2. Anvend en lille smule plejende olie eller voks til at skabe en glat hestehale.

3. Brug et hårelastik til at samle dit hår langt nede i nakken.

4. Træk en lille hårlok ud af hestehalen, og vikl den rundt om hårelastikket. Fastgør denne hårlok ved hjælp af skjult hår eller hårnåle.

Enkle frisurer: Kate Maras semi-opsatte frisure

Einfache Frisuren
© Getty Images

Denne semi-opsatte frisure er med til at tæmme Kate Maras hår, samtidig med at det meste af hendes blonde manke stadig indrammer ansigtet. Hendes løsthængende, semi-opsatte frisure er trendy, men meget nem at sætte. Den øverste del af hendes hår er kun trukket halvvejs igennem hårelastikket, hvormed håret danner et lille øje.

Kate Mara udtrykker sin individuelle stil med denne løsthængende udgave af den traditionelle semi-opsatte skolepigefrisure.

Vejledning: Den semi-opsatte frisure

1. Anvend en smule saltspray i dit hår for at give det et mere pjusket og tilfældigt look.

2.
Lav en midterskilning, og træk den øverste del af håret lige tilbage.

3.
Brug et hårelastik til at samle håret højt oppe på den bageste del af hovedet.

4.
Træk kun den øverste del af håret halvvejs igennem hårelastikket, således at der dannes et lille øje som en ekstra stilmæssig detalje.

Enkle frisurer: Lena Gerckes frisure med wet look

Einfache Frisuren
© Getty Images

Det er nemt at sætte frisurer med et ekstravagant wet look. Wet look-stilen fungerer sammen med hestehaler, semi-opsatte frisurer og glat, løsthængende hår. Her kan du se Lena Gercke med et eksempel på sidstnævnte. Frisurer med wet look er fede og lidt frække.

Modellen Lena Gercke bærer en enkel frisure med wet look.

Vejledning: Frisure med wet look

1. Fordel en mængde hårgel på størrelse med en hasselnød mellem dine fingre. Kør derefter fingrene igennem dit tørre hår.

2. Brug dine fingre til at rede håret bagud. Tilføj herefter yderligere hårgel.

3. Red håret igennem med en kam for at fordele gelen.

4. Anvend hårspray for ekstra hold.

Enkle frisurer: Holland Rodens fletning

Einfache Frisuren
© Getty Images

Skuespillerinden Holland Roden elsker enkle frisurer. Her har hun delt sit hår i den ene side og flettet det i en lang sidefletning. Kreative fletninger er nemme at sætte og fungerer som en smart frisure både derhjemme, på arbejdet og i fritiden.

Holland Roden har delt sit hår i den ene side og lavet en kreativ sidefletning.

Vejledning: Fletningen

1. Fordel en lille mængde plejende olie i dit hår for at gøre det nemmere at arbejde med.

2. Lav en sideskilning, og red dit hår, så spidserne er helt lige.

3. Red alt dit hår til den modsatte side af sideskilningen, og flet det fra nakken.

4. Brug et hårelastik til at fastgøre enden af fletningen.