C-\fakepath\For frisører DK-NO
Skadet hår

Slip af med skæl

Slip af med skæl
Slip af med skæl: Det er ikke nok at børste håret
© Getty Images

Hvide skælflager på mørkt tøj er ikke så rart. Vores hårekspert Dr. Edo Hoting forklarer her, hvordan du hurtigt kan komme af med de irriterende skæl

  • Først og fremmest må du aldrig være flov over at have skæl. Hvert andet menneske har ind imellem problemer med skæl. Faktisk er det en ret normal og sund proces, der danner skæl. Vores hud fornyer hele tiden sig selv. I løbet af den proces dør de gamle hudceller efter en livscyklus på omkring 28 dage for at gøre plads til nye celler. Hudceller er for små til at kunne ses med det blotte øje, så normalt er vi ikke bevidste om processen.

    De døde hudceller forsvinder, når man vasker hår. Cellerne bliver kun synlige, når hovedbunden producerer for mange hornceller. Det har ikke nødvendigvis noget med tør hovedbund at gøre. Folk med fedtet hovedbund kan også sagtens have skæl. Vi har stillet vores hårekspert Dr. Edo Hoting et par spørgsmål for at blive opdateret med det nyeste inden for skælforskning:

  • Schwarzkopf: Vi har alle sammen skæl, fordi hovedbunden konstant fornyer sig selv. Hvorfor har nogle mennesker synlige mængder af skæl?

    Dr. Hoting: I hovedbunden har alle mennesker en gærlignende svamp, der hedder Pityrosporon ovale. Når svampen er til stede i for stor mængde, vil dens metabolske affaldsprodukter irritere hovedbunden, som så reagerer med øget produktion af skæl. Dannelsen af skæl afhænger også af individuelle faktorer, alder og klima. For lidt lys, især UV-lys om vinteren, fremmer skældannelsen. Hårplejevaner spiller også en rolle. Skældannelsen bliver iøjnefaldende, hvis håret ikke vaskes ofte nok.

    SK: Hvor slemt skal det være, før man går til dermatologen med sit skælproblem?

    DH: Hovedbunden kan være betændt i de tilfælde, hvor skæl følges ad med kløende, irriteret hud. Visse hudsygdomme, for eksempel eksem eller psoriasis, kan forårsage øget skælproduktion. Hvis det er tilfældet, skal man søge hjælp hos en dermatolog.

    SK: Følges skæl altid ad med kløende hovedbund?

    DH: Nej, det er ikke tilfældet. Ved moderat skældannelse er der ingen yderligere symptomer. Kun en kraftig skældannelse kan også føre til kløende hud.

    SK: Kan hyppig hårvask eller hårdt vand med højt kalkindhold forværre skæl?

    DH: Klima og andre miljøforhold kan påvirke dannelsen af skæl. Tør, opvarmet luft og for lidt solskin om vinteren fremmer skældannelsen. Overdreven føntørring ved høj temperatur kan også udtørre hovedbunden og føre til synlig skældannelse. Dog har vandkvalitet og især vandets mineralindhold ingen indflydelse. I modsætning til sæbe renser og plejer moderne shampoo uden problemer i kalkholdigt vand. Skældannelse uden andre generende symptomer er ikke nogen sygdom og kan behandles med gode resultater på lang sigt ved hjælp af kosmetiske behandlinger og skælshampoo.

    SK: Kan man få skæl, når man har fedtet hovedbund?

    DH: Ja, det kan man godt. Når talgkirtlerne er meget aktive, får det sebum, de udskiller, skælcellerne til at klistre sammen, men de er der.

    SK: Skal man fortsætte med skælshampoo, når man har haft problemer med skæl?

    DH: Nej, med den rigtige pleje kan skæl sagtens kureres. Det er ikke nødvendigt at skifte til skælshampoo resten af livet. Så snart man opdager skæl, kan den behandles med meget effektive skælshampooer. Der findes flere forskellige, aktivt virkende stoffer imod skæl. Zinkpyrithion bekæmper for eksempel svampevæksten i hovedbunden og reducerer dermed generende skældannelse.

    SK: Er skælshampooer hårde ved håret?

    DH: Nej, der er ingen grund til at være bekymret for regelmæssig brug af skælshampoo. Det er helt fint at lade skælshampooen sidde i hovedbunden lidt længere (omkring to minutter). Det giver de aktive ingredienser mere tid til at virke. Jeg anbefaler også hyppig hårvask for at fjerne alle løse skæl. 

  • Hvad du kan gøre mod skæl:

    • Undgå al irritation af hovedbunden som fx at vaske håret i meget varmt vand, kraftig frottering med et håndklæde, brugen af hårde børster eller føntørring ved høj varme
    • Har du fået skæl, så undgå yderligere irritation af hovedbunden med hårfarvning, permanent udglatning eller permanent
    • Hvis dit hår er tørt og stresset, kan skælshampoo udtørre det endnu mere. Brug derfor et plejeprodukt eller en kur efter hver hårvask
    • Usunde madvaner og/eller fortsat stress fører ikke i sig selv til skæl, men kan meget vel forværre tilstanden