C-\fakepath\For frisører DK-NO
Hårstyling

Volumen ved hårbunden: Glat, men ikke fladt!

Glat og blankt – sådan skal dit hår se ud. Alligevel skal håret ved hovedbunden have spændstighed og fylde. Hvordan kan du opnå begge dele? Er det trylleri? Slet ikke. Du kan gøre det selv, hvis du bruger vores fem eksperttip til fylde og volumen ved hårbunden.

  • Hvordan du får masser af volumen
    Hvordan du får masser af volumen plus en blank og glat struktur?
    © Getty Images

    "Vil du have håret føntørret glat?" Pas på! Mange frisører stiller spørgsmålet – eller er det i virkeligheden en trussel? Og så leverer de varen… Nogle frisører lægger sig virkelig i selen for at gøre håret glat helt uden at se på din hovedform eller hårstruktur. De tager lok efter lok og strammer det om en rundbørste. Det gør ganske vist dit hår glat og lige som aldrig før, men det hænger også livløst og fladt ned. Og det synes de fleste kvinder ikke ret godt om. Teknikken duer kun, hvis du har meget tykt og robust hår samt en klassisk hovedform. Alle andre får mere ud af at styrke håret ved hovedbunden.

    Gør sådan her:

  • Tip 1: Tilpas mængden af stylingprodukt

    Mousse og føntørringslotion eller -væske bruges til at opbygge volumen inde ved hårbunden. Vigtigt: En håndfuld mousse på størrelse med en golfbold eller seks til syv tryk på spraydåsen med føntørringslotion er nok. Større mængder kan få håret til at klistre sammen. Stylingprodukterne virker bedst, hvis du kæmmer dem igennem håret fra hovedbunden ned til øret ved hjælp af en kam eller en pigbørste. 

  • Tip 2: Kold luft-tricket

    Du skal ikke bare bruge din føntørrer til at blæse varm luft på håret. Du skal også bruge kølig luft, for det er afgørende for holdbarheden af den volumen, du har opbygget. Begynd med at trække en hårlok igennem en børste, mens du blæser varm luft på den. Rul så håret over børsten og giv det en omgang kold luft. Lad børsten blive siddende i håret i et par minutter. Til pagehår eller længere skal du bruge en rundbørste med en diameter på mindst seks centimeter. Børster med mindre hoveder giver dig krøller frem for volumen.

  • Tip 3: Skift skilning

    Hår vænner sig til det meste. Det gælder også for din naturlige skilning. Håret har en tendens til at blive fladt der, hvor din skilning altid har været. Så sørg for at variere din frisure indimellem ved at flytte skilningen over til den anden side, for så vil hårrødderne rejse sig igen og skabe fylde ved hårbunden. Og så et trick, der virker fantastisk på langt hår: Brug et stort blødt elastik til at fæstne dit nyvaskede, fugtige hår oven på hovedet. Slå håret ud efter nogle timer og glæd dig over det fyldige look ved hårbunden. 

  • Tip 4: Du skal skabe illusioner

    Toupering er et gammelt hjælpemiddel, når der skal skabes mere fylde nær hårbunden. Men dit hår skal naturligvis ikke ligne en fuglerede i stiv kuling. Hvis du vil undgå det look, så lad være med at toupere håret øverst på hovedet først. Det virker meget bedre, hvis du først samler hårsektionerne på toppen af hovedet og fæstner dem. Så kan du toupere håret nedenunder meget nænsomt med en fin kam. Nu reder du det øverste lag hår på plads igen og holder det på plads med en anelse hårspray, som dækker over dit lille illusionsnummer.

  • Tip 5: Gør din styling holdbar

    Hårspray eller hårlak giver din perfekte frisure den perfekte finish. Glem dog alt om at holde spraydåsen over hovedet, mens du lader hårlakken lægge sig over dit hår som en hjelm. Det har den utilsigtede effekt, at lakken tynger fint hår. Det er meget mere effektivt at løfte individuelle sektioner af det øverste lag hår og så spraye dem fra siden og tæt ved hovedbunden.