bleaching
Hårfarve | Blegning

Strålende blondt hår på den blide måde

Blond er stadig den mest eftertragtede af alle hårfarver. Du skal ikke være ked af det, hvis naturen ikke gav dig det blonde hår, du drømte om. Nu er det nemmere og mere accepteret end nogensinde før at hjælpe moder natur lidt på vej. Nutidens smarte blonderingsprodukter er mere skånsomme, end de har været, men de kan stadig lysne selv meget mørkt hår. Her deler vi alt det væsentlige om at lysne håret på moderne vis med dig

Blonderingsprodukter lysner dit hår med op til otte toner, uanset om din naturlige hårfarve er mellemblond eller lysebrun. Særlige blonderingsprodukter til meget mørkt hår (mellembrun til sort) kan lysne håret med en til tre toner uden uønskede røde overtoner. Det er vigtigt at vide, hvordan blonderingsprodukter virker. Først bliver der bragt uorden i hårets ydre glatte skæl- eller kutikellag for at gøre det gennemtrængeligt, så blonderingsopløsningen kan trænge ind. Det tillader brintoverilteindholdet i blonderingsproduktet at trænge dybt ind i hårskaftet, hvor det oxiderer de eksisterende pigmenter. Det gør pigmenterne farveløse. De tilgængelige blonderingsprodukter indeholder forskellige koncentrationer af brintoverilte og lysner derfor de naturlige pigmenter i forskellige grader. Blonderingen foregår i flere trin, og hårfarven forandrer sig også lidt efter lidt. I løbet af processen skifter håret fra sin naturlige farve via diverse toner af rødt og gult, før det når til den endelige blonde farve. Det er altså vigtigt at vælge det rigtige blonderingsprodukt til din hårfarve og den ønskede blonde tone. Og så skal du overholde den angivne tid, hvor produktet skal sidde i håret (30 til 45 minutter) for at forhindre, at dit hår bliver blondt med en rødlig eller gullig tone, fordi blonderingsprocessen blev afbrudt for tidligt. Lader du blonderingsmidlet sidde for længe, vil det ikke lysne dit hår ret meget mere, men det vil beskadige håret og gøre det stridt og porøst. 

Hår hungrer efter ekstra kærlig pleje, når det er blevet lysnet

Med blonderingsprodukter følger en pakke med nærende conditioner til lysnet hår. Husk at komme conditioner i dit nyblonderede hår og lad det sidde i i tre minutter straks efter lysning og balsamskylning. De nærende ingredienser styrker håret og giver det en silkeagtig glans. Har du for nylig fået håret permanentet eller kemisk udglattet? Hvis det er tilfældet, bør du vente mindst to uger, før du bruger nogen form for blonderingsprodukter i dit hår. Ellers risikerer du at ende med overbehandlet, beskadiget hår. Hvis du lysner dit hår regelmæssigt, behøver du naturligvis ikke at påføre blonderingsproduktet i hele håret. Hvis du nøjes med at komme blonderingsproduktet på det nyudvoksede hår, er det meget mere skånsomt. Resultatet bliver det samme, hvis bare du fordeler produktet i hele håret til sidst og lader det sidde i de sidste to til fem minutter af den angivne behandlingstid.

Blonde striber

Måske vil du hellere friske din hårfarve op med et par velanbragte lyse striber i stedet for at lysne hele håret. Striberne kan blonderes to til seks toner lysere end dit naturlige hår, og du kan også vælge at highlighte forskellige sektioner af håret. Striber fungerer godt i lysblondt til mellembrunt hår. Du kan også overveje produkter til striber, som farver striber i blonde og karamelfarvede toner på samme tid. Den lysreflekterende effekt fra striberne er flot og fascinerende. Blondering af striber i dit hår belaster håret meget mindre, end når du lysner hele håret. Hvis du lægger striber i håret for første gang, så bed en ven om hjælp. Et par ekstra hænder kan være til stor hjælp, især med at lægge striber i nakken.  

Den enkleste vej til blond hår: Blonderingsspray

Diskrete nuancer kan have den mest utrolige virkning. Blonderingsspray er ideelt, hvis du vil blive blond i små trin eller bare til at give dit hår et flot skær. Blonderingsspray lysner håret med en kvart tone for hver påføring. Varme eller solstråler forstærker den lysnende virkning. Føntørring øger altså effekten af blonderingsspray. Eftersom koncentrationen af brintoverilte er lav i blonderingsspray, er produktet forholdsvis skånsomt over for håret. Alligevel er blonderingsspray ikke beregnet til daglig brug, men til brug over en periode. Hvis du fx er i en periode mellem lysninger, og du vil redde håret fra at se trist ud, så kan blonderingsspray være en bekvem løsning. Det er vigtigt at give dit hår lidt ekstra pleje, mens du spraylysner det. Brug conditioner efter hver hårvask og en maske en gang om ugen – det holder både blonderet og spraylysnet hår sundt og skinnende.