Strandfrisurer
Bølger i håret er den ideelle frisure til sommersjov på stranden. Ud over det bølgede hår viser vi dig fire andre frisurer, der også passer perfekt til sommerferie ved stranden. Du kan sno, flette eller sætte håret op for at skabe frisurer, der er særligt behagelige på varme dage.
Strandfrisure nr. 1: Bølget hår
Det bølgede hår er virkelig cool og indbegrebet af en praktisk og smuk frisure, der passer til sjove dage på stranden. Den afslappede frisure styles nemt ved hjælp af et krøllejern. For at opnå den lidt tørre og grove hårstruktur, der er karakteristisk for naturligt skabte bølger, kan du anvende saltvandsspray og hårvoks, som giver samme effekt som det salte havvand og de rester af solcreme, der uforsætligt kan ende i håret. Voksen medvirker også til at give glans og fremhæve enkelte hårlokker.
Strandfrisure nr. 2: Fletning af langt pandehår
Kvinder med langt pandehår kan holde det væk fra ansigtet ved at lave en fransk fletning i stil med en malkepigefletning. Denne frisure er både yndig og smuk. Start med at lave en skilning langt nede i den ene side, og tag en hårlok på ca. 5 cm fra den forreste del af håret. Påbegynd derefter en fransk fletning, der følger hårgrænsen over panden, ved hele tiden at flette nye lokker fra det lange pandehår ind i den voksende fletning. Du kan vælge at krydre looket med iøjnefaldende tilbehør som f.eks. en fed hat, der også beskytter dit hår mod varme og UV-stråler.
Strandfrisure nr. 3: Langt pandehår snoet til den ene side
Du kan sno dit lange pandehår til den ene side og derved nemt holde håret væk fra dit ansigt. Tag en bred hårlok fra den ene side af håret, og sno den, mens du sørger for, at den kommer til at ligge hen over panden. Før den derefter om mod den bageste del af hovedet. Fastgør det løst snoede hår bagpå med et par hårnåle eller et hårspænde. Frisuren er også smuk i mellemlangt hår. I en anden udgave samles det snoede pandehår med resten af håret i en hestehale.
Strandfrisure nr. 4: Bølget page med håret redt bagud i den ene side
Frisurer, der får et lidt pjusket look på grund af sommerbrisen, hører lige så meget sommeren til som lyden af en brummende humlebi. Vores favoritsommerfrisurer er med helt løst hår eller hår, der er redt forsigtigt bagud. Skuespillerinden Sarah Gadon (foto til venstre) viser en smuk udgave af mellemlangt, bølget hår med en afslappet og uformel styling. Håret under sideskilningen er redt tilbage og fastgjort bagpå. I den modsatte side hænger de bløde bølger ganske frit ned over hendes ansigt. Til denne frisure kan du også vælge at skabe ekstra fylde og lave en mere markant udgave af det sideredte hår, hvilket er en af de største trends lige nu.
Strandfrisure nr. 5: Opsat hår i den ene side og hestehale
I denne forfriskende nye udgave af den klassiske hestehale er håret delt i midten og samlet i en hestehale i den ene side lige over ørerne (brug et hårelastik eller hårnåle). Håret i den modsatte side kan redes tilbage eller sættes op oven over øret for at fremhæve frisurens asymmetri yderligere. Til sidst samles alt håret løst i en lavtsiddende hestehale.