Hvid, ikke grå og heller ikke platinblond, er den markante hårfarve, der passer til alle årstider – ikke blot vintertid. Vi fortæller dig, hvordan den hvide hårfarve hænger sammen med den røde hårfarves voksende popularitet, og giver tips til styling af hvidt hår.
Rødt hår er efterhånden ved at miste sit image som værende både sjældent og mystisk. Nu vælger mange kvinder nemlig at farve deres hår i smukke røde nuancer, såsom jordbærblond, kobber og mahogni. Dem, der gerne vil skille sig ud fra mængden, må derfor finde på noget nyt, og her kommer den hvide hårfarve ind i billedet.
Hårfarven skal helst være populær og eksempelvis dukke op på catwalken eller bæres af modeller, stjerner og bloggere. Samtidig med at være populær skal farven dog også formå at skille sig ud, og den skal være et emne inden for modeverdenen, men endnu ikke en decideret trend. Lige nu gør alle disse ting sig gældende for det hvide hår.
Det har ikke det ildrøde hårs varme eller pastelfarvernes sødme. Hvidt hår forbindes derimod med sneen og isens kølighed. Den hvide farve lader det være op til andre farvestrålende og geometriske elementer at skabe det iøjnefaldende udtryk.
Hvidt hår er ofte en naturlig følge af aldringsprocessen. Det har ikke den samme farve som den helt lysegule hårfarve, der ofte ses hos børn, og forbindes derfor som regel ikke med ungdom. Kelly Osbourne og andre unge stjerner legede med denne modsætning mellem et ungt udseende og tegn på alderdom, da de gjorde den nærmest sølvgrå hårfarve til deres nye favorit. Hvidt hår er uden tvivl på vej til at blive det kølige alternativ til det ildrøde eller dybviolette hår, som stadig er højeste mode.
I den helt lyse ende af den platinblonde farveskala begynder håret at se hvidt ud. Hvidt hår skabes ved hjælp af udtrækning af naturlige pigmenter og kraftig lysning af håret. Håret farves herefter til en mat hvid nuance.
Frisurer med rene linjer, såsom en helt lige page, glatte hestehaler med snorlige pandehår eller asymmetriske frisurer, fremhæver den hvide farves enkelhed og renhed.
Frisurer med etager eller pandehår, såsom den bevidst tilfældige page i forskellige længder eller den fjeragtige og lidt pjuskede page skåret med barberblad, gør det naturligt kølige hvide hår mere livligt og spændende.
Fletninger og snoede elementer som en del af frisuren har en større effekt i lyst hår end i mørkt hår. Den hvide farve fremhæver de flettede eller snoede elementers synlighed og skønhed. Det er uden tvivl en effekt, du kan udnytte til din fordel.
Pastelfarver: Tøj og tilbehør i pastelfarver som eksempelvis lyserød, abrikos, lyseblå, mintgrøn eller lilla forsøger ikke at overdøve den hvide hårfarve. Pastelfarvede striber kan bruges til at skabe farvedetaljer i hvidt hår. Det er vigtigt at benytte sig af farvestrålende elementer, såsom iøjnefaldende makeup og tilbehør, for at undgå et blegt og anonymt udseende forårsaget af de grålige og meget afdæmpede pastelfarver. Farverige bandanaer, tørklæder eller smykker kan skabe smukke fokuspunkter. Og kontrasten vil fremhæve det hvide hår på bedste vis.
Brug sort tøj og tilbehør til at skabe en iøjnefaldende kontrast: Kontrasten mellem sort og hvid kan være utrolig smuk, især hvis der tilføjes endnu en pangfarve (se fotoet øverst i artiklen). Du kan for eksempel vælge en sort blazer, makeup med smokey eyes eller sorte smykker.